07.11.25/ledelsen
Kære forældre
Skolens ledelse kan i ganske særlige tilfælde tillade fravær i form af ekstraordinær frihed. Ekstraordinær frihed er lovligt fravær, hvis det er godkendt af skolens ledelse. Ved ønske om ekstraordinær frihed, skal I sende en anmodning til barnets/børnenes lærere på Aula ved brug af widgetten ’MU elev – fravær’, hvorefter der foretages en konkret vurdering af anmodningen.
I vurderingen af anmodningen ses på elevens behov for at holde fri, sammenholdt med de konsekvenser et afbræk i undervisningen vil betyde for eleven selv, men også for klassens fællesskab. Mere konkret skal der foretages en helhedsvurdering, hvor der lægges vægt på, om fraværet vil have negativ betydning for:
Elevens tilegnelse af kundskaber og færdigheder
Elevens motivation og læringsparathed
Elevens alsidige udvikling eller
Andre elevers tilegnelse af kundskaber og færdigheder (Her tænkes særligt på perioder, hvor det er væsentligt, at alle elever er til stede, fx i forbindelse med afvikling af projektopgaven, lejrtur eller lignende)
Det vil også indgå i afgørelsen om eleven har haft meget fravær det seneste år.
Vær opmærksom på, at ekstraordinære fridage tæller med i Københavns Kommunes kriterier for bekymrende fravær.
Generelt vil skolen være tilbageholdende med at give ekstraordinær frihed.
Lærerne godkender fravær op til 4 dage.
Procedure:
Anmodning om ekstraordinær frihed
Ved ønske om mere end 4 dages fri
Ansøgning om ekstraordinært fri oprettes i ’MU Elev – fravær’ under ’Indmeld fravær’.
Skolens sekretærer sender besked til lærerne. Lærerne afgiver anbefaling. Hvis det ikke anbefales, er det nærmeste leder, der kontakter forældrene.
Kriterier
Ud fra nedenstående 4 kriterier giver læreren en anbefaling til skolens ledelse:
Elevens øvrige fravær
Tidligere ønsker om frihed
Sociale kriterier
Faglige forhold
Svar på anmodning
Hvis lærerne anbefaler, at der tillades ekstraordinært fravær, sender sekretæren dette svar til forældrene.
Hvis lærerne fraråder frihed, videresendes lærernes vurdering til afdelingslederen som kontakter forældrene. Afdelingslederen kan fraråde den ekstraordinære frihed pga. fx:
faglige udfordringer
at fraværet vil bestyrke manglende motivation
trivselsmæssige udfordringer og elevens sociale relationer generelt
at fraværet vil have negativ betydning for resten af klassen
generelt for mange fraværsdage eller bekymrende fravær
Forældres ansvar ved ekstraordinært fri
Når I anmoder om ekstraordinært fri til jeres barn/børn, accepterer I følgende:
At påtage ansvaret for, at jeres barn/børn får lavet det arbejde, som klassen arbejder med i fraværsperioden.
At det er jeres ansvar at følge med i ugeplanen, lektier mm.
Med venlig hilsen
Morten Nielsen