Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dagens gang

Dagens gang

Morgenåbning:

Vi har morgenåbning for alle institutionens børn hver dag kl. 6:15-7:50 på Kometen (på skolens matrikel). For de børn, der kommer tidligt, er der mulighed for at spise morgenmad. Vi sender børnene i skole kl. 7:50.

(Kometen ligger på skolens matrikel – Prs. Charlottesgade 12b, stuen – indgang fra skolegården)

 

Café:

Til hverdag tilbyder vi børnene mad mellem ca. kl. 14:00 og 15:30.

Der vil være en voksen, som står for maden, som hjælper, hygger og snakker med børnene, mens de spiser. Cafémaden er et lille mellemmåltid, som kan bestå af frugt, grønt, brød eller lignende og skal ikke betragtes, som en erstatning for et helt måltid. Det er altid en god idé, at dit barn har lidt ekstra mad/frugt med til eftermiddagen.

 

Samlinger/børnemøder: 

Vi holder samlinger/børnemøder. Samlingerne er et forum, hvor børnene har mulighed for at få indflydelse på deres dagligdag. Målet er at gøre børnene bekendte med demokratiske processer og styrke fællesskabet.

På samlingerne taler vi om aktiviteter og forskellige emner, der er aktuelle i børnegruppen. Vi taler om forslag til ture, café, legetøjsindkøb, trivsel, sociale spilleregler osv.

 

Fødselsdage:

Fødselsdage afholder vi på de respektive afdelinger hver måned. Månedens fødselsdagsbørn fejres samlet, og personalet sørger for, at der står noget lækkert på cafémenuen. I skal ikke have noget med til at dele ud - vi bager og serverer sammen med fødselsdagsbørnene.

 

Leg:

Legen er det psykiske rum, hvor børn får ro til at forholde sig til og bearbejde de forventninger, krav og indtryk de møder. Leg er fantasi og fordybelse, den er grundlaget for venskaber og udvikling af sociale kompetencer.

Vi sørger for at børnene bliver bekendt med tur- og aktivitetstilbud, så de er i stand til at træffe nogle kvalificerede valg om, hvordan de har lyst til at bruge deres fritid. Nogle børn vil meget gerne deltage i de aktiviteter som vi planlægger, andre vil helst bare lege.

Institutionen er rammen om børnenes fritid, og vi mener, at de i høj grad selv skal kunne bestemme, hvad de har lyst til at lave – de må gerne ”bare” lege. Det er børnenes frie tid – og det værner vi om.

 

Værksteder:

Vi har krea-værksteder på alle matrikler, med mulighed for at fordybe sig i små og store kreative projekter. Her eksperimenteres med forskellige materialer, teknikker og udtryksformer.

 

Fysiske aktiviteter og idræt:

Børn har brug for at bruge deres kroppe. Dette er der bl.a. mulighed for på legepladsen og i gymnastiksalene, som vi benytter om eftermiddagen.

Fysiske aktiviteter og idræt er med til at styrke børnenes kropsbevidsthed, motoriske udvikling samt fællesskabet.

Vi deltager i de årlige fodbold- og hockeyturneringer med de andre fritidsinstitutioner på Nørrebro.

 

Ture:

Da børnene til hverdag først kommer fra skole 14:00, er det begrænset, hvor langt vi kan tage på tur. Ture til steder, der ligger længere væk, er derfor kun mulige i skoleferierne, hvilket vi benytter os af.

Vi har to kolonihavehuse i ”ByOasen” i De Gamles By, som vi bruger i perioder. Her planter vi grønsager og følger årets gang i ” ByOasen”. Her er desuden kaniner, høns og geder. Nogle gange laver vi mad over bål.