Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Guldberg Skole
Mobil menu

Udtalelse til Børne- og Ungdomsudvalget vedr. annullering af afd. i De Gamles By

Udtalelse til Børne- og Ungdomsudvalg vedrørende annullering af
byggeriet af GABYS og renovering af Guldberg Skole

Skolebestyrelsen på Guldberg Skole er blevet orienteret om, at forvaltningen indstiller til, at det planlagte byggeri af en ny skole i De Gamles By (GABYS) annulleres, da der ikke
længere er grund til at bygge skolen ift. det forventede børnetal på Nørrebro. Det er
selvfølgelig fornuftigt at undlade at lave en sådan stor investering, hvis behovet ikke er der. Det er dog vigtigt for skolebestyrelsen at gøre opmærksom på konsekvenserne for Guldberg Skole af denne beslutning, både fremover og aktuelt i skrivende stund.
Onsdag efter påske flyttede alle elever på afdeling Sjællandsgade ind i pavilloner placeret på skolens udeareal. Renovering af afdeling Sjællandsgade går i gang nu, men hvis byggeriet af GABYS annulleres, imødekommer de nuværende renoveringsplanerne ikke de behov, som skolen har i fremtiden. Vi står derfor på en brændende platform, der kræver omgående politisk handling. I det nedenstående beskriver vi de fire vigtigste og mest akutte problemstillinger, der er konsekvenser af de ændrede planer.

1. Skolens to matrikler skal fremover dække andre behov, end de nuværende
renoveringsplaner tager højde for.
Fremover skal afdeling Sjællandsgade rumme elever til og med 5. klasse i stedet for
0.-2. klasse, og på afdeling Stevnsgade skal der gå elever fra 6. til 9. klasse og ikke 3.-
4. klasse, som de nuværende renoveringsplaner er baseret på. Det byggeri, som nu går
i gang, tager altså slet ikke højde for de relevante faglokaler på de to respektive
matrikler.

2. Det haster!
Skolebestyrelsen støtter som udgangspunkt op om forvaltningens indstilling til, at
renovering af afdeling Sjællandsgade sættes i gang nu, men det er vigtigt med en
hurtig afklaring af hvilke dele af byggeprocessen, der kan fortsætte som planlagt og
hvilke, der skal tilpasses de nye behov. Planerne bør gentænkes hurtigst muligt, så der
ikke bliver brugt ressourcer på at bygge noget forkert, og renoveringsperioden ikke
trækkes unødigt i langdrag. Hvis byggeriet først tilpasses efter, det er færdigt, vil det
være spild af ressourcer, og det vil være til stor gene for skolens elever og personale -
de har allerede alt for længe levet med stor usikkerhed om deres skole og
arbejdsplads.

3. Klub Guldberg - et unikt tilbud til børn og unge på Nørrebro
Skole og klub har i dag et helt unikt samarbejde om at sikre trivslen for kvarterets børn
og unge. Klubbens fysiske placering på skolen har derfor en høj prioritet for
skolebestyrelsen for at understøtte det værdifulde samarbejde om et trygt ungdomsliv.
I de nuværende planer for renovering af Guldberg Skoles afdeling Stevnsgade er der
afsat plads til Madskole. Skolebestyrelsen er bekymret for, at denne ambition
videreføres i de nuværende fysiske rammer, og at det i så fald vil være på bekostning
af klubbens fysiske sammenhæng med skolen. Skolebestyrelsen ønsker at bevare
Klubben fysisk på skolens matrikel – også hvis det må blive på bekostning af
madskole.

4. Rum til at samles - bevægelse, fællesskab og samhørighed
Med byggeriet af GABYS ville Guldberg Skole have fået et længe savnet fysisk rum
til at samle skolens elever og forældre under samme tag ved særlige lejligheder i kraft
af den planlagte sportshal. Det er vigtigt for en skole at have sådan et sted, hvor man
mærker det fællesskab, man er en del af. Det er med til at understøtte fornemmelsen af
samhørighed og udgør dermed en vigtig brik i skolen og kvarterets sammenhængskraft. Skolebestyrelsen peger på en løsning, hvor der fortsat bygges en sportshal med relevante idrætsfaciliteter i De Gamles By. Hallen kan bygges, når de ukrainske flygtninge ikke længere har bolig i Sundhedsforvaltningens tidligere lokaler
på samme areal. Der vil dermed ikke blive gjort indhug i de nuværende grønne
områder. Hallen kan bygges på en sådan måde, at den i sig selv vil indgå naturligt i De
Gamles By (delvis nedgravet, grønt tag, mm).
Hallen vil sikre skolen adgang til opdaterede idrætsfacillieter for at kunne sikre den
relevante idrætsfaglighed for skolens elever og dermed støtte op om skolens store
indsats for at gøre udskolingen mere attraktiv for distriktets børn.
Hallen vil et højst tiltrængt naturligt samlingssted for borgere og foreninger på
Nørrebro, især med henblik på at løfte tilbuddene til et aktivt og meningsfyldt
ungdomsliv.
Byggeriet af en hal vil også fungere som en tryghedsskabende investering for
kvarteret.

Skolen og bestyrelsen ønsker at blive tæt inddraget i det videre forløb, så det sikres, at alle behov dækkes i den fremadrettede byggeproces - vi kender nemlig vores skole bedst. Det er helt afgørende, at den samlede proces med ombygningen af Guldberg Skole ikke ender med en lappeløsning, og ikke mindst at man politisk har forståelse for, at det ikke er gratis.
Guldbergbørnene og -personalet fortjener en lækker, tidssvarende, og ikke mindst attraktiv skole. Lad os ved fælles indsats sikre, at vi får det til glæde for Nørrebro de næste mange mange år.

Dokumenter